Benjamin Thore
I dag tager vi et kig på dukken der har inspireret film som Child Play, hvilket vil sige at den verdensberømte gyser dukke Chucky, er løst baseret på Dukken Robert. Selvom den ægte Robert på ingen måde er ligeså uhyggelig som Chucky, er han stadig ikke en man skal lave sjov med.
Begyndelsen
Det hele startede tilbage omkring år 1900, på en ø kaldet Key west i Florida. Her boede familien Otto i deres hus, som nu er kendt som the Artist House. Der findes 2 forklaringer på hvordan Dukken Robert endte hos Familien Otto, så derfor tager vi lige dem begge, også kan i selv bestemme hvilken i tænker er den mest rigtige.
Den første historie er at Drengen Roberts Bedstefar, havde været på en tur til Tyskland, og havde fundet dukken og derefter taget ham med hjem og foræret dukken til drengen Robert.
Den anden historie er at Dukken var en hadegave fra en tjener familien fyret, fordi de mente hun lavede sort magi. Familien Otto havde et ry for at være en smule hårde ved deres tjenere, og til tider endda mishandlede dem. Dette ville senere hen give dem en række problemer.
Familien Otto fik i år 1900 en lille dreng, som de døbte Robert Eugene Otto. Drengen Robert, blev passet af en af de kvindelige tjenere, som havde til opgave at passe på ham, og fungere som en barnepige det meste af tiden.
Efter sigende opdagede Fru Otto, en dag at barnepigen var ude i deres baghave. Dette undrede hende lidt, og hun besluttede sig derfor for at undersøge hvad barnepigen lavet i baghaven. Det var her at Fru Otto, opdagede at barnepigen udøvede sort magi, hvilket Fru Otto på ingen måde ville have i nærheden af hendes familie, og derfor blev barnepigen fyret.
Dog inden barnepigen forlod Familien Ottos ejendom, forærede hun den lille dreng en menneskelignende dukke. Dukken havde knapper som øjne, rigtigt menneskehår som folk mente var drengens eget, og dukken var fyldt med strå.
Robert & Robert
Den unge dreng blev hurtigt meget glad for dukken, og opkaldte den endda Robert efter ham selv. Robert var uden tvivl drengens bedste ven, og han havde dukken med sig overalt, og gav den endda hans helt eget tøj på. Dukken Robert spiste endda med ved middagsbordet, og havde sin helt egen stol, og de delte stort set hvert levende øjeblik sammen.
Men dette uskyldige venskab ville snart begynde at ændre sig drastisk.
Den unge dreng Robert Eugene Otto, valgte noget tid efter at have fået dukken, kun at blive kaldt sit mellemnavn. Dette blev endda ofte bare forkortet til Gene. Han fortalte sin mor, at Robert var dukkens navn og ikke hans eget, og derfor ville han kun kaldes Eugene eller Gene.
Genes forældre og tjenerne i huset overhørte tit, Gene sidde og snakke med Robert på sit værelse. Dette er ikke ligefrem unormalt at børn snakker med deres legetøj og diverse fantasivenner, men dette var alligevel lidt mere mystisk og uhyggeligt end bare det. Hans forældre kunne hører at Gene snakkede til Robert med sin klassiske barnestemme, og en meget mere mørk stemme ville svare ham tilbage. Til tider ville Gene, også være ret sur og ked af det, hvilket hans forældre og tjenerne i huset blev bekymret over.
Robert gjorde det!
En dag da Fru Otto, åbnede døren ind til Genes værelse, opdagede hun at hendes søn sad i hjørnet af rummet, imens Robert sad på en stol og stirrede på ham.
Dette var kun begyndelsen.
Kort tid efter begyndte familien at finde ting kastet rundt omkring i huset, og Genes legetøj ville blive fundet totalt skadet, skåret op, eller lemlæstet. Og ofte når disse ting fandt sted, kunne man hører en person grine lavt i huset.
Hans forældre prøvede flere gange at være fornuftige, og konfronterer Gene med alle de ting, der var sket på det sidste. Hver gang ville Gene sige “Robert gjorde det”, hvorefter han ville tage straffen, og stadig sige at det ikke var ham der gjorde det, men Robert.
Tjenerne i huset begyndte at opdagede, at Robert ansigtsudtryk ændrede sig langsomt foran dem, og når de kiggede væk, kunne han finde på at rykke sig fra sted til sted i huset. Naboerne til Familien Otto, fortalte også at de så Dukken Robert bevæge sig i vinduerne, når familien ikke var hjemme.
Flere nætter, når Gene var alene på sit værelse med Robert, og skulle sove, kunne hans forældre lige pludselig hører en masse larm fra hans rum. Og når de kom ind i rummet, ville de finde møbler og ting kastet rundt over det hele, imens deres søn, ville gemme sig i sengen og virke utrolig skræmt imens han sagde “Robert gjorde det!”
Låst inde i kisten
Efterhånden som balladen i huset blev værre og værre, og tingene der skete, blev voldsommere og voldsommere, begyndte flere tjenere at sige deres job op. Det var her at Hr. Og Fru Otto tog beslutningen om at låse dukken Robert inde i en kiste på loftet, af deres hus.
Her var Robert fanget i flere år, låst inde i en kiste, og ude af stand til at lave alt den ballade og kaos, han havde vænnet sig til at lave.
Døden var friheden for Robert
Det var først da Hr og Fru Otto døde, at Gene arvede huset og besluttede sig for at flytte tilbage til det gamle og fine hus, sammen med sin nye kone. Gene var nemlig blevet en maler, og mente at huset ville være det perfekte sted for ham at male sine malerier. Dog gik der ikke lang tid fra, da han var flyttet ind til at han gik op på loftet og låste Dukken Robert ud af sin kiste.
Gene blev meget hurtig utrolig glad og knyttet til dukken igen, også selvom hans kone ikke ligefrem var glad for det. Gene tog Robert med sig overalt igen, ligesom han havde gjort dengang han blot var en lille dreng.
Når Gene og hans kone skulle sove, ville han sætte Robert i sin favoritstol inde i hans soveværelse, så Robert kunne sidde og kigge på dem imens de sov. Robert kunne stadig ikke opfører sig pænt, og lavede stadig ballade rundt omkring i huset, indtil det blev for meget for Genes kone og hun smed ham på loftet igen.
Dette tog dukken Robert på ingen måde særlig pænt, og Robert fik efter sigende Gene til at give ham tårnrummet i stedet, så han kunne kigge ud ad vinduet.
Noget tid efter begyndte Genes kone at blive skør, og hun døde af uforklarlige årsager. Efter hans kones død, tilbragte Gene alt sin tid oppe i tårnrummet, sammen med Robert, her malede han sine malerier, og havde samtaler med Robert.
Dette gjorde han resten af sit liv, indtil han døde i 1974. Så ville nogen måske tro, at historien sluttede her .. Men nej. Vi er skam ikke færdige endnu.
Nye ejere
Efter Genes død købte en ny familie huset, hvor de tænkte at de kunne leve deres liv i smukke og fredfyldte omgivelser. Der gik dog ikke lang tid fra at de havde købt huset, til at de fandt Dukken Robert.
De nye ejere placerede Robert på loftet, og dette .. Det var Robert på ingen måde glad for.
Dette ville dog ikke stoppe Robert denne gang, han begyndte at lave ballade igen i huset, og gøre alt det som han plejede at gøre. Familiens datter, ville vågne op og skrige hele huset ned, og fortælle at dukken var i live og bevægede sig rundt omkring i hendes rum.
Efter signende skulle forældrene også have oplevet at vågne op, og opdage at Robert stod for enden af deres seng med en køkkenkniv i sin ene hånd imens han grinte.
Alt dette blev naturligvis meget hurtigt alt for meget for familien, som naturligvis flyttede og senere hen blev Dukken Robert doneret til Fort East Martello Museum i 1994.
Hvor er Dukken Robert nu?
Dukken befinder sig den dag i dag i Fort East Martello Museet.
Her bor han nu i en glasmontre, sammen med sin bamse løve, som han her sidder med på en stol. På væggene bag Robert, er væggene fyldt med undskyldnings breve fra tidligere besøgende på museet, som har opført sig dumt, drillet, eller på anden måde ikke respekteret Robert. Hvor de herefter er blevet forbandet, og generelt være udsat for en række af uheldige begivenheder efter deres opførsel på museet.
Derfor har de sendt breve, hvor de undskylder for deres opførsel overfor Robert, i håbet om at blive tilgivet. På grund af alt dette er der en masse regler, som folk skal følge hvis de skal ind og se Robert.
Hvis man vil tage et billede af Robert, skal man spørge ham om lov. Hvor han herefter skal nikke stille og roligt, hvis du må. Hvis han ikke gør dette, må du ikke tage et billede.
Derudover må man på ingen måde drille Robert, da dette også kan gøre at man bliver forbandet, og udsat for en række uheldige begivenheder i ens liv. Til den dag i dag, skifter Robert stadig siddestillinger i sin montre, og hans ansigtsudtryk ændrer sig efter hans humør, og hans forbandelse rammer stadig alle dem der ikke respektere ham.
