Benjamin Thore
Historien begynder da jeg for omkring 5 års tid siden boede i centrum i en af de større amerikanske byer.
Jeg har altid været et nattemenneske, så jeg kedede mig altid en del når ham jeg boede på værelse med, gik i seng. Han var nemlig mere et morgenmenneske. Så nu når jeg ikke kunne falde i søvn, og alligevel skulle lave et eller andet fornuftigt, gik jeg tit lange ture om natten, rundt omkring i byen og brugte tiden på at tænke.
Det var mere eller mindre blevet en del af min rutine, da jeg havde været vant til de gåture om natten i omkring 4 års tid. Jeg havde aldrig oplevet noget slemt, jeg plejede faktisk at joke med at selv pusherne rundt omkring i byen var virkelige venlige på den tid.
Men alt dette ændrede sig efter den oplevelse jeg vil fortælle dig om nu.
Det var en onsdag omkring klokken 1 eller 2 om natten, og jeg gik rundt i nærheden af en park, hvor politiet tit holdte øje med hvad der foregik. Det var en stille nat, også selvom det nu trods alt var en hverdags nat, men selv for det var det usædvanligt stille. Der var næsten ingen trafik, og mennesker var der heller ikke rigtig nogle af, og den park jeg var i, var helt tom for mennesker.
Jeg gik ned ad sådan en kort sidegade for at tage en genvej tilbage til min lejlighed, da jeg pludselig lagde mærke til ham. For enden af gaden på det fortov jeg gik på, kunne jeg lige præcis fornemme omridset af en mand der kom dansende. Og ikke bare hvilken som helst dans. Men en virkelig mærkelig dans.
Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det, men det var mærkeligt, og han kom dansende tættere og tættere på mig. Jeg tænkte at han nok var fuld, så jeg gik ud på kanten af fortovet, for at give ham plads nok til at komme forbi mig. Men desto tættere han kom på mig, jo mere lagde jeg mærke til hans krop og hans bevægelser. Han var meget høj, tynd og havde et gammelt fint jakkesæt på. Han dansede stadig tættere på.
Da han var kommet lidt tættere på lagde jeg mærke til at hans øjne var helt åbne, sådan.. creepy meget åbne og de havde sådan et vildt udtryk i sig. Hans hoved var lænet lidt tilbage, og han stirrede op i himlen. Hans mund havde sådan et gigantisk stort tegnefilmssmil, og det var virkelig stort og bredt.
Jeg besluttede mig for at gå over på det andet fortov inden han kom for tæt på, da jeg begyndte at få en underlig følelse i kroppen. Imens jeg gik over på det andet fortov, kiggede jeg ikke på ham, og da jeg var nået over på den anden side, kiggede jeg tilbage efter ham, og det var her jeg stoppede pludseligt.
Han var stoppet med at danse, og stod nu stille med en fod ude på vejen. Han stod direkte overfor mig på den anden side, men han stirrede stadig op i himlen med sit gigantiske smil.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg på det her tidspunkt var blevet en smule skræmt over hele den her situation. Jeg begyndte at gå igen, men jeg holdt hele tiden øje med manden. Han bevægede sig heldigvis ikke.
Efter jeg var gået et godt stykke, kiggede jeg væk fra ham for ligesom at holde øje med fortovet foran mig. Der var ingen mennesker i nærheden og jeg var mere eller mindre alene. Dog var jeg stadig lidt nervøs, så jeg kiggede tilbage der hvor jeg sidst havde set den smilende mand.
Men han var væk. Jeg følte mig en smule lettet, indtil jeg opdagede at han var gået over på det fortov jeg gik på, og nu var gået en smule ned i knæ. Jeg kunne ikke se med sikkerhed om han kiggede mod mig på grund af afstanden og skyggerne, men min mavefornemmelse sagde at han gjorde.
Det mærkelige var, at jeg kunne havde kigget væk i omkring 10 sekunder, så han må have skyndt sig over på den anden side. Jeg var ret chokeret og en smule skræmt, så jeg stod bare der i lidt tid og stirrede på ham.
Han stod stille, og jeg blev bare ved med at kigge direkte på ham.
Men pludselig begyndte han at bevæge sig imod mig igen, han tog lange skridt stående på sine tæer, lidt ligesom hvis han var en tegnefilmsfigur, der prøvede at snige sig op på en. Bortset fra at han bevægede sig hurtigt. Hvad tror i jeg gjorde? Løb min vej? Tog min pepper spray frem? eller fandt min telefon eller måske bare gjorde et eller andet?
Men Nej. Jeg stod bare der, helt frosset af frygt imens den smilende mand bare kom tættere og tættere på. Han stoppede foran mig, da han var omkring længden af en bil væk. Han smilede stadig med sit store smil og han kiggede direkte op i himlen.
Da jeg endelig kunne samle mine kræfter til at snakke, sagde jeg det første jeg tænkte på. Det jeg skulle have sagt var “Hvad vil du mig?” i en bestemt tone. Men det jeg sagde i stedet for var “Hvaaaa..?” med en skræmt stemme.
Uanset om mennesker er i stand til at lugte frygt eller om de ikke er betød ikke det store her. For de kan hvert fald hører det. Jeg kunne også selv hører det på min egen stemme, og det gjorde mig kun mere bange.
Men han reagerede på ingen måde. Han stod bare der og smilede. Og efter det der føltes som en evighed, vendte han sig om meget langsomt, og begyndte at danse væk. Bare ud af ingenting, begyndte han simpelthen at danse væk igen.
Jeg havde ikke ligefrem lyst til at vende ryggen til ham igen, så jeg stod bare og kiggede på ham bevæge sig væk igen fra mig. Da jeg næsten ikke kunne se ham mere på grund af afstanden, indså jeg at han lige pludselig ikke bevægede sig mere. Han dansede heller ikke. Og imens jeg stirrede skræmt, blev omridset af ham større og større. Han var på vej tilbage mod mig, og denne gang løb han.
Dette fik mig til at løbe, og jeg løb indtil jeg kom ud på en større gade med mere trafik.
Da jeg kiggede bagved mig var han ikke efter mig mere, og jeg kunne heldigvis ikke se ham. Resten af turen hjem, blev jeg ved med at kigge mig over skulderen, og frygtede altid at se hans store dumme smil, men han var der heldigvis aldrig.
Jeg levede i den by i omkring 6 måneder efter den nat, og jeg gik aldrig udenfor om natten igen. Der var et eller andet med hans ansigt, som har hjemsøgt mig lige siden. Han virkede ikke fuld, og han virkede heller ikke som om han var på høj eller på stoffer.
Han lignede en der var komplet sindssyg, og det var en meget skræmmende ting at opleve.
