Benjamin Thore
Barnepigen
Historien starter i slutningen af 1900-tallet i byen Newport Beach i Californien. Her boede nemlig en rig mand, hans kone og deres 2 små børn i et virkeligt stort hus. Penge var hvert fald ikke deres problem, og de havde rigeligt med værelser til at have plads til alle de gæster de ville.
En aften besluttede Faren og moren at de havde lyst til at tilbringe en aften for dem selv, og tage ud på en fin restaurant, eller måske en tur i biografen. Derfor ringede de efter en ung teenager pige som de havde mødt gennem et par af deres venner, og spurgte om hun havde tid til at være barnepige den aften et par timer.
Den unge pige havde selvfølgelig tid, og inden forældre skulle af sted, stod hun klar ved døren og var klar til at passe deres små børn. Forældrene fortalte hende kort at hun bare skulle sørge for børnene fik noget aftensmad, og sørge for de kom i seng klokken 9.
Derefter sagde de til hende, at når det var gjort skulle hun bare kigge til børnene nogle gange i løbet af aftenen, og ellers måtte hun gerne se tv eller lave det hun nu end havde lyst til. Hvorefter Moderen hurtigt tilføjede, at hvis hun gerne ville se tv, måtte hun rigtig gerne se det i deres soveværelse, så hun kunne hører hvis børnene vågnede op. Da de på det sidste havde haft en masse mareridt, og til tider vågnede grædende op, og havde brug for at blive trøstet.
Barnepigen sagde selvfølgelig at hun nok skulle holde et øje med dem, og være klar til at trøste dem hvis de fik mareridt. Herefter tog forældrene ud på deres hygge aften, og barnepigen gik i gang med at lave mad til de 2 små børn.
Soveværelset
Efter hun havde lavet mad, og fået fodret de to små børn, var klokken ved at blive 9. Derfor puttede barnepigen de to børn, og læste en hyggelig godnat historie for dem, indtil de faldt i søvn. Herefter listede barnepigen sig stille ud af børnenes værelse, og gik ind på forældrenes værelse, hvor hun havde lovet at sætte sig og se tv, indtil at forældrene kom hjem.
Hun satte sig i deres seng, tændte for tv’et og lænede sig tilbage og begyndte at zappe lidt kanaler indtil hun endelig fandt noget der var til at holde ud at kigge på. Det der foregik i tv’et, var ikke vildt spændende, så hun begyndte langsomt at kigge lidt rundt i forældrenes rum fra sengen af.
Der var hvert fald ingen tvivl om at forældrene til de børn hun passede, var rige, rundt omkring i hele deres soveværelse var der forskellige kunstgenstande som stod til pynt. Dog opdagede hun at der over i det ene hjørne af rummet stod en klovnestatue, og den her klovne statue kiggede direkte på hende.
Hun fik en mærkelig fornemmelse i kroppen .. Du ved .. Den der fornemmelse når man bare kan mærke noget ikke er helt som det skal være.
Barnepigen prøvede at ignorere fornemmelsen og prøvede at fokusere på tv’et.
Men hver gang hun kiggede over på klovne statuen, var det som om at den havde rykket sig en lille smule.
Du ved .. Ikke sådan direkte rykket plads, men mere .. bevægede sig en lille smule.
Barnepigen prøvede at sige til sig selv flere gange, at det bare var en statue, og der ikke var noget at være bange for. Men hun kunne simpelthen bare ikke slippe den fornemmelse af at der var noget galt med den klovnestatue. Der .. Der var et eller andet galt.
Opkaldet
Barnepigen rejste sig fra sengen, kiggede hen mod klovne statuen, og gik ud af rummet og ned til telefonen i stuen.
Herefter tog hun telefonen og ringede til forældrene.
Faren tog den.
“Hej, det mig” sagde barnepigen
“Alt er skam helt fint. Børnene sover og de har været rigtig søde! Men .. Jeg tænkte bare på om det ville være okay hvis jeg så TV nede i stuen?
“Selvfølgelig må du det, men hvorfor?” svarede Faren.
“Jeg ved det lyder dumt .. Og måske lidt fjollet .. Men den der klovne statue i har i jeres soveværelse. Skræmmer mig altså en smule” sagde Barnepigen
”Klovne statue?” spurgte faren
“Ja! Den der klovne statue I har stående over i det ene hjørne af jeres soveværelse” svarede pigen
Hvorefter der blev stille i telefonen i et øjeblik.
“Okay .. Lyt til mig.” sagde faren “Gå op ovenpå .. Hent børnene .. og skynd dig alt hvad du kan ud af huset. Jeg ringer efter politiet, og de vil være der inden længe. Hent børnene og skynd dig ud. NU!”
“Hvad er der galt?” Spurgte barnepigen bange
Faren svarede skræmt .. “Vi har ikke nogen klovne statue.” I samme øjeblik tabte barnepigen telefonen i chok ..
Klovnen er i live!
Kort tid efter løb hun ind på børnenes værelse, tog et barn under hver arm, og spurtede alt hvad hun kunne ud af huset og ud på det modsatte fortov. Da hun stod på fortovet, kiggede hun op mod soveværelsesvinduet, og her kunne hun se en klovn stå og stirre på hende. Den præcis samme klovn hun havde troet var en statue tidligere.
Klovnen havde et ondt smil, et virkeligt ondt smil. Klovnen blinkede en enkelt gang til barnepigen med det ene øje, hvorefter den forsvandt væk fra vinduet.
Omkring 2 minutter efter, ankom politiet og de stormede ind i huset for at prøve at finde den skræmmende klovn. Kort tid efter de var gået ind, fandt de ham i soveværelset, hvor barnepigen havde været tidligere, og derefter smed de ham i håndjern og kropsvisiterede ham. Her opdagede de at han havde en stor kniv gemt i den ene lomme af klovne kostumet.
Det viste sig senere at klovnen var en psykisk syg dværg, der var blevet dømt for mord og var kendt for at have dræbt flere mennesker i området. Den onde dværg havde åbenbart holdt øje med familien i flere måneder.
Han havde gemt sig på deres loft om dagen, og kun kommet ud om natten for at gå rundt i huset. Senere fortalte forældrene, at børnene havde haft mareridt om en klovnestatue der stod i deres rum, og kiggede på dem mens de sov.
Men at de bare tænkte det var et mareridt, og der ikke rent faktisk var en klovn i deres hus. Heldigvis endte det hele godt. Klovnen blev fanget, og hverken barnepigen eller børnene kom til skade.
