Den Gule Regnfrakke

Historien starter i slutningen af 2003 i byen Seoul i Sydkorea. Her boede der en lille familie, en far, en mor og en meget lille datter. Manden arbejdede altid hele dagen, for at prøve at skaffe så mange penge som muligt, så han kunne forsørge hans elskede familie. Moren brugte i stedet tiden derhjemme på at passe deres lille datter, og lave de ting en mor nu gør i et hjem.

En dag tog moren og datteren ud en tur i byen, for at købe mad, og diverse andre ting de skulle bruge i hjemmet. Det var en travl dag i byen, dejligt solskinsvejr og rigeligt med travle mennesker der prøvede at få købt de ting de skulle bruge. Det lykkedes moren uden det store besvær at få fat i alle de varer hun skulle bruge, og derefter begyndte moren og datteren at gå hjemad igen.

Da de var nået hen til deres lejlighedsbygning, gik de ind i lobbyen og trykkede på knappen til elevatoren. Efter lidt tid kom elevatoren ned til dem og dørene åbnede. Moren lagde mærke til at der allerede stod en mand i elevatoren. Han var iført en gul regnfrakke, og havde en gul hætte trukket over hovedet.

Uden at tænke mere over det, tog hun sin datter og gik ind i elevatoren ved siden af manden. Herefter trykkede hun på knappen til den etage de boede på, og elevator dørene lukkede kort efter.

Moren kiggede hen mod manden i den gule regnfrakke, men han kiggede skam ikke tilbage, han kiggede i stedet ned i gulvet, så hun ikke kunne se hans ansigt. Hun begyndte at blive lidt nervøs, der var et eller andet ved den mand der gav hende sådan en ubehagelig fornemmelse.

Der var .. Bare et eller andet galt, men hun kunne ikke sætte fingeren på det.

Hun ville ikke stirre på ham, så hun prøvede at holde øje med ham ved hele tiden, at sørge for hun kunne se ham i hjørnet af hendes øje. Hun lagde mærke til at han havde et eller andet i sin ene hånd, han holdte det tæt ind mod kroppen, så hun kunne ikke rigtig se hvad det var.

Måske er det bare en avis? tænkte hun for sig selv, men hun var stadig nervøs, og hun havde stadig en dårlig følelse i kroppen.

Moren rykkede datteren over på hendes anden side, for at hun på den måde kunne stå imellem manden og sin datter. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun følte det var det rigtige at gøre, der var et eller andet med den mand.

Der var helt stille i elevatoren imens den langsomt kørte op, etage efter etage.

24 Moren kiggede på elevator knapperne, og lagde mærke til at der kun var en knap der lyste op. Knappen for hendes etage, ingen andre numre var blevet trykket på. Lige pludselig slog det klik for hende. Hun indså hvad det var der gjorde hende så nervøs ved den her mand. Han havde en regnfrakke på, men det havde ikke regnet udenfor. Solen havde skinnet kraftigt hele dagen, og det var ret varmt.

Hun gik lidt i panik, hun tog sin telefon frem og lod som om at hun ringede til sin mand. Hun begyndte at sige ting som “Jeg er i elevatoren og er ved lejligheden lige om lidt. Kan du åbne døren for mig?” Og fik det til at lyde som om, at hendes mand ventede på hende, og var klar til at tage imod hende. Da elevatoren nået etagen, åbnede dørene og hun greb hurtigt sin datter i den ene hånd, og trak hende ud af den, og gik så hurtigt hun kunne ned af gangen til deres lejlighed.

Hun kiggede kort tilbage, og lod mærke til at manden også var stået af elevatoren, og langsomt fulgte efter dem ned af gangen. Da moderen nåede lejlighedsdøren, begyndte hun at banke på den, og meget højt sige “Hey Skat! Jeg er hjemme. Åbner du ikke lige døren?” Hun prøvede virkelig at få det til at virke som om hendes mand var på vej.

Manden i den gule regnfrakke lagde mærke til det, og han stoppede kort. Hvorefter han vendte om og begyndte at gå stille og roligt tilbage mod elevatoren

Moren lagde mærke til det, og åndede lettet op. ”Pyyyh .. Godt der intet skete.”

Herefter begyndte hun at taste koden ind til dørlåsen, men hun rystede stadig meget på hænderne over det der lige var sket. Derfor fik hun ramt de forkerte tal flere gange, og hver gang hun trykkede på et tal, kunne man hører en biplyd. Efter at have klikket forkert et par gange, kiggede hun ned af gangen, og indså at elevatoren ikke var lukket.

Manden i den gule regnfrakke var der stadig, og han kunne skam godt hører biplydene, og nu var han klar over der ikke var nogen hjemme. Manden i den gule regnfrakke begyndte at gå hurtigt imod hende, moren skreg i panik og blev ved med at prøve at taste den rigtige kode ind.

Han kom tættere og tættere på .. Han var næsten nået hen til hende, da moren i rent held ramte den rigtige kode. Hun åbnede døren, skubbede sin datter ind og sprang ind ad døren selv, og da hun kiggede bag sig, var han næsten lige ved døren. Med sin fulde kraft smækkede hun døren i hovedet på manden i den gule regnfrakke.

Det var tæt på .. Hendes hjerte pumpede lynhurtigt, og hun låste døren i samme øjeblik. Hun kiggede ud gennem kighullet i døren, og her kunne hun se manden i den gule regnfrakke holde en stor kniv.

Hun blev ved med at kigge, og han stod der et par minutter, hvorefter han stille og roligt gik tilbage mod elevatoren.

Nu var hun i sikkerhed, intet var sket, alt var godt. Alt var godt ..

Et par måneder efter hele oplevelsen, så moren i tv’et at der var blevet fanget en seriemorder. Seriemorderen havde dræbt over 20 mennesker, og havde spist et par af hans ofre.

Men der var især en ting der skræmte hende. Da videoerne blev vist af seriemorderen der blev kørt væk af politiet, kunne hun se den samme gule regnfrakke, som den mystiske mand for et par måneder siden havde haft på.

Det var ham .. Hun var ikke i tvivl.